Et nyt europæisk fredsinitiativ for Ukraine, Rusland og Europa
En fred, der skal være stærk nok til at holde
Ukraine har lidt nok.
Millioner af mennesker har fået deres liv revet i stykker. Familier er blevet splittet. Byer og landsbyer er blevet ødelagt. Mennesker har mistet deres hjem, deres arbejde, deres sikkerhed og i alt for mange tilfælde deres nærmeste.
Men krigen har også forandret resten af Europa.
En hel generation af europæere er vokset op med en sikkerhedspolitisk virkelighed, hvor krig igen er blevet tænkelig på det europæiske kontinent. Grænser er blevet militariseret. Forsvarsbudgetter er vokset. Energiforsyningen er blevet et strategisk spørgsmål. Tilliden mellem Rusland og Vesten er brudt sammen, og millioner af mennesker lever med en usikkerhed om, hvor Europa bevæger sig hen.
Denne krig må ophøre.
Men den må ikke blot ophøre på en måde, der gør en ny krig sandsynlig nogle få år senere.
Europa har derfor brug for mere end en våbenhvile.
Europa har brug for en ny sikkerhedsstruktur.
Denne artikel fremlægger en mulig diplomatisk ramme for en sådan struktur.
Den bygger på et enkelt princip:
Freden skal være stærk nok til at beskytte Ukraine, realistisk nok til at kunne accepteres af Rusland og omfattende nok til at skabe en ny europæisk sikkerhedsorden.
1. Istanbul skal igen blive stedet, hvor fjender taler sammen
Forhandlingerne bør samles i Istanbul.
Ikke fordi Tyrkiet skal bestemme Europas fremtid, men fordi Türkiye befinder sig i en unik position mellem Europa, Rusland, Ukraine, Sortehavet og Mellemøsten.
Türkiye har tidligere været vært for direkte russisk-ukrainske forhandlinger og kan samtidig tale med Washington, Moskva, Kyiv, Beijing og europæiske hovedstæder.
Derfor bør der oprettes et permanent:
Istanbul Peace Center
Centret skal ikke være endnu en konference, hvor ministre mødes i to dage og rejser hjem.
Det skal være en permanent diplomatisk arbejdsplads med diplomater, militære eksperter, økonomer, energispecialister, jurister og eksperter i genopbygning.
Forhandlingerne skal fortsætte, indtil der foreligger en samlet ramme.
2. De otte lande ved bordet
Et første, fokuseret forhandlingsformat kan bestå af otte lande:
Türkiye USA Kina Indien Polen Litauen Kasakhstan Norge
Det er ikke et forsøg på at skabe en ny stormagtsklub.
Det er et forsøg på at samle lande, der tilsammen repræsenterer forskellige dele af den internationale virkelighed:
- USA repræsenterer den transatlantiske sikkerhedsorden.
- Türkiye kan tale direkte med både Rusland og Ukraine.
- Kina har afgørende økonomisk og diplomatisk vægt.
- Indien har tætte forbindelser til både Rusland og Vesten.
- Polen repræsenterer Europas østlige sikkerhedsinteresser.
- Litauen repræsenterer de baltiske staters sikkerhedsperspektiv.
- Norge repræsenterer både europæisk sikkerhed og energipolitik.
- Kasakhstan bringer en central eurasisk dimension ind i processen.
EURUO har allerede foreslået netop dette otte-landes Istanbul-format som en permanent forhandlingsplatform. EEuruo+1
Ukraine og Rusland skal naturligvis være hovedparterne i selve fredsaftalen.
EU, Storbritannien, NATO, BRICS-landene, OSCE og andre relevante stater kan deltage som observatører, institutionelle partnere, garanter og økonomiske bidragydere.
3. Ukraine skal have fred – ikke bare en pause
Ukraine kan ikke forventes at lægge sine våben og derefter håbe på, at en ny konflikt aldrig kommer.
Hvis Ukraine accepterer neutralitet, skal neutraliteten derfor være beskyttet.
Ukraine skal kunne opretholde en stærk national hær.
Landet skal have moderne luftforsvar, territorialforsvar, efterretninger, cyberforsvar og en moderne forsvarsindustri.
Og Ukraine skal have bindende sikkerhedsgarantier fra en bred international gruppe.
Den eksisterende EURUO-ramme arbejder med omkring 30 lande som sikkerhedsgarantister og mere end 50 lande i forbindelse med genopbygningen. EEuruo+1
Det er vigtigt, fordi neutralitet uden sikkerhed kan blive et andet ord for sårbarhed.
Et neutralt Ukraine må aldrig igen være et forsvarsløst Ukraine.
4. Det østlige fæstningsbælte skal beskyttes
Et af de vanskeligste spørgsmål bliver overgangsfasen.
Ukraine skal ikke trække sig fra et stærkt befæstet forsvarsbælte, før der står en slagkraftig international styrke klar til at overtage sikkerhedsopgaven.
Sekvensen bør derfor være:
først international styrke – derefter ukrainsk tilbagetrækning.
Ikke omvendt.
En international styrke med europæisk hovedvægt kan bevogte det østlige fæstningsbælte i overgangsperioden.
Den skal have:
- robuste regler for magtanvendelse,
- luftforsvar,
- overvågningskapacitet,
- droner og moddronekapacitet,
- efterretninger,
- medicinske enheder,
- ingeniørtropper,
- logistisk støtte
- og mulighed for hurtig forstærkning.
Det skal være en styrke, som alle parter ved kan håndhæve aftalen.
Samtidig skal Rusland trække sine styrker ud af ukrainsk territorium i overensstemmelse med den aftalte tidsplan.
5. Rusland skal have en vej ud af krigen
En fredsproces kan ikke kun bestå af krav til Rusland.
Hvis målet er fred, må Rusland også kunne se, hvad landet får ud af at vælge fred frem for fortsat konfrontation.
Her er princippet om den åbne dør afgørende.
Når aftalen gennemføres:
- sanktioner kan ophæves trinvist,
- diplomatiske forbindelser kan normaliseres,
- handel kan genoptages,
- transportforbindelser kan genåbnes,
- kulturelle relationer kan genopbygges,
- virksomheder kan vende tilbage, hvor det er lovligt og praktisk muligt,
- og energihandelen kan gradvist normaliseres.
Det russiske folk skal kunne se en konkret forskel mellem krig og fred.
Fred skal føre til en bedre hverdag.
Det betyder ikke, at Rusland skal belønnes for krigen.
Det betyder, at fred skal have en fredsdividende.
6. Energi: Europa skal lære af fortiden uden at gentage den
Dette spørgsmål skal behandles med særlig pragmatisme.
Tysk industri har gennem mange år haft en betydelig konkurrencefordel af relativt billig russisk gas. Tab af billig russisk gas har siden 2022 været en væsentlig faktor bag de høje energiomkostninger og konkurrenceproblemer i energiintensiv tysk industri. Den tyske kemisektor producerer fortsat omkring 20 procent mindre end i 2021, og høje gaspriser er fortsat en central udfordring. RReuters+1
Derfor er spørgsmålet ikke ubetydeligt.
Men Europas erfaring efter 2022 har også vist faren ved at være afhængig af én dominerende energileverandør. EU har i 2026 vedtaget en udfasning af russisk gas frem mod 2027, trods modstand fra blandt andre Ungarn og Slovakiet. RReuters
En fremtidig fredsordning bør derfor ikke skabe en ny ensidig afhængighed.
Den bør skabe:
handel uden afhængighed.
Europa skal kunne købe energi fra Rusland, hvis en fremtidig fredsaftale og europæisk lovgivning tillader det.
Men Europa skal samtidig have:
- norsk energi,
- LNG,
- vedvarende energi,
- atomkraft,
- energilagre,
- sammenkoblede elnet
- og alternative leverandører.
Rusland kan igen blive energipartner.
Men aldrig igen den eneste energipartner.
7. Krim: fra militær front til praktisk sameksistens
Krim er blandt de vanskeligste spørgsmål i hele processen.
Det er ikke nødvendigt at løse den endelige folkeretlige status på fredens første dag for at skabe en fungerende hverdag.
En overgangsordning kan derfor fokusere på:
- civil bevægelsesfrihed,
- havnedrift,
- handel,
- transport,
- energiforsyning,
- familiekontakt,
- kulturelle rettigheder
- og civil administration.
Den praktiske sameksistens må ikke i sig selv afgøre den endelige juridiske status.
Man kan skabe fredelige forhold, før man har løst hvert historisk spørgsmål.
8. Donbas: autonomi inden for en statslig ramme
Et andet centralt element er Donbas.
Hvis der etableres udvidet autonomi, skal det forstås som selvstyre inden for den aftalte statslige ramme.
Autonomi kan omfatte:
- sprog,
- kultur,
- uddannelse,
- lokal administration,
- handel,
- lokale institutioner.
Men autonomi skal ikke blive et system, hvor en fremmed stat får ret til at styre området.
Russisktalende mennesker skal kunne være russisktalende uden at være russiske politiske instrumenter.
Det er en vigtig forskel.
9. Mindretalsrettigheder skal gøres til en international garanti
Russiske mindretals rettigheder skal sikres gennem konkrete og kontrollerbare regler.
Det gælder:
- sprog,
- skole,
- kultur,
- medier,
- lokale institutioner.
Men de samme principper skal gælde for alle nationale mindretal.
Dermed bliver mindretalsbeskyttelse ikke et russisk privilegium.
Det bliver en europæisk standard.
10. Demilitariserede zoner skal skabe afstand mellem militærmagterne
En ny europæisk sikkerhedsordning bør indeholde gensidige begrænsninger på militær tilstedeværelse nær hinandens grænser.
I relevante områder kan eksempelvis en model med 100 kilometer på hver side undersøges.
Men den præcise afstand skal forhandles.
Nogle steder vil geografien gøre 100 kilometer umuligt.
Andre steder kan en større afstand være hensigtsmæssig.
Det afgørende er, at reglerne bliver:
- gensidige,
- verificerbare,
- geografisk klare,
- militært meningsfulde.
Der skal også være regler for store militærøvelser, forhåndsvarsling, troppebevægelser og våbensystemer.
11. NATO skal ikke forsvinde – NATO skal europæiseres
Dette er centralt.
En ny europæisk sikkerhedsstruktur bør ikke bygges ved at ødelægge NATO.
NATO skal reorganiseres.
Europa skal have en langt stærkere central militær kommandostruktur inden for alliancen, en mere integreret europæisk efterretningskapacitet og større kontrol over de konventionelle styrker, som forsvarer det europæiske kontinent.
Det er allerede begyndt.
NATO har i 2026 givet europæiske allierede nye ledende roller i kommandostrukturen, og de tre operative Joint Force Commands ledes nu af europæiske officerer. RReuters
Næste skridt bør være at gøre den europæiske søjle så stærk, at Europa kan håndtere Europas forsvar med langt mindre afhængighed af amerikansk konventionel kapacitet.
USA skal fortsat være allieret.
Men Europa skal kunne stå på egne ben.
12. NATO–EU–Rusland-rådet i Finland
Som permanent institution bør der oprettes et:
NATO–EU–Rusland-Råd
med sæde i Finland.
Det skal være mere end et diplomatisk forum.
Det skal være Europas permanente krisestyringsmekanisme.
Rådet skal kunne behandle:
- militære hændelser,
- øvelser,
- grænser,
- våbenkontrol,
- energi,
- handel,
- Sortehavet,
- Østersøen,
- cybersikkerhed,
- mindretalsrettigheder,
- transport,
- og overholdelsen af fredsaftalen.
Hvis et russisk fly nærmer sig NATO-luftrum, skal der være en kanal.
Hvis NATO gennemfører en stor øvelse, skal der være en kanal.
Hvis der opstår en energikrise, skal der være en kanal.
Hvis et skib kolliderer i Østersøen, skal der være en kanal.
Krisekommunikation skal være en permanent institution – ikke noget man forsøger at opfinde midt under en krise.
13. 30 lande kan ikke bare love – de skal være klar
Sikkerhedsgarantier skal være mere end underskrifter.
Hvis omkring 30 lande påtager sig rollen som garantister, skal hver enkelt forpligtelse være konkret.
Det skal på forhånd være aftalt:
Hvad sker der efter 24 timer?
Hvad sker der efter 72 timer?
Hvilke lande leverer luftforsvar?
Hvem leverer ammunition?
Hvem leverer efterretninger?
Hvem åbner sine baser?
Hvem leverer økonomisk støtte?
Hvem indfører automatiske sanktioner?
Hvem sender styrker?
Det er ikke nødvendigt at offentliggøre alle operative detaljer.
Men Rusland, Ukraine og de europæiske befolkninger skal vide, at garantierne er virkelige.
Afskrækkelse virker kun, hvis modparten tror på den.
14. 50 lande til Ukraines genopbygning
Samtidig bør mere end 50 lande kunne samles om Europas største genopbygningsprojekt siden 1945.
Ukraine skal ikke bare genopbygges.
Det skal moderniseres.
Nye jernbaner.
Nye havne.
Nye kraftværker.
Et moderne elnet.
Boliger.
Hospitaler.
Skoler.
Digitale systemer.
En moderne landbrugssektor.
En stærk industri.
Et stærkt civilsamfund.
Og en økonomi, der kan handle frit med Europa og resten af verden.
Den internationale genopbygning skal være så omfattende, at ukrainere kan se en konkret fremtid efter krigen.
15. Rusland, Ukraine og Belarus skal igen kunne handle med verden
Den langsigtede ambition bør være et åbent økonomisk Europa.
Ukraine skal være en betydelig handelspartner for EU og resten af verden.
Rusland skal, når fredsbetingelserne er opfyldt, kunne vende tilbage til internationale handelsrelationer.
Belarus skal på længere sigt kunne integreres i samme økonomiske netværk, hvis de politiske forhold tillader det.
Det handler ikke om at glemme historien.
Det handler om at sikre, at Europas næste generation ikke arver den samme fjendtlighed.
For når russere, ukrainere, polakker, tyskere, finner, briter og andre europæere igen handler, rejser, studerer og arbejder sammen, opstår der noget, som militære traktater aldrig kan skabe alene:
gensidig menneskelig interesse i fred.
16. Kina og Indien skal tage medansvar
Kina og Indien bør ikke stå på sidelinjen.
De er for store og for indflydelsesrige til det.
Deres rolle skal ikke være at diktere Europa.
Men de kan hjælpe med at sikre, at en ny fredsorden ikke blot bliver et vestligt projekt.
Hvis Kina, Indien, USA, Europa, Türkiye, Rusland og Ukraine kan finde et fælles grundlag for Europas sikkerhed, vil det være mere end en afslutning på én krig.
Det vil være et eksempel på, hvordan en multipolær verden kan håndtere en konflikt uden at ende i permanent blokkonfrontation.
17. Fred skal kunne mærkes i menneskers hverdag
En fredsaftale er først virkelig, når almindelige mennesker mærker den.
Når en ukrainsk mor igen kan sende sit barn i skole uden at frygte luftangreb.
Når en russisk familie igen kan besøge slægtninge i Europa.
Når en polsk familie ikke længere behøver tænke på, om krigen bevæger sig længere mod vest.
Når en tysk fabriksarbejder ved, at arbejdspladsen har adgang til konkurrencedygtig energi.
Når en finsk borger ved, at der findes direkte kommunikationskanaler, hvis en militær hændelse opstår.
Når en russisk studerende kan rejse til Europa.
Når en ukrainsk virksomhed igen kan eksportere til hele verden.
Det er sådanne ting, der gør fred konkret.
18. En fredsaftale skal ikke have tabere – men den skal have ansvar
Ingen fredsaftale kan gøre alle tilfredse.
Alle parter må give noget.
Rusland må acceptere et suverænt Ukraine.
Ukraine må tage stilling til neutralitet og vanskelige sikkerhedspolitiske kompromiser.
Europa må påtage sig et langt større ansvar for sin egen sikkerhed.
USA må acceptere et Europa, der er mere selvstændigt.
Kina og Indien må tage større internationalt ansvar.
Alle parter må acceptere kontrolmekanismer, overvågning og gensidige begrænsninger.
Det er prisen for en stabil fred.
Men der er en grundlæggende forskel mellem kompromis og kapitulation.
Et kompromis forsøger at skabe en fremtid, hvor alle parter kan leve videre.
En kapitulation skaber blot betingelserne for den næste konflikt.
19. Den egentlige prøve
Den foreslåede ramme bør lægges på bordet åbent.
Ikke som en færdig fredsaftale.
Men som et forhandlingsgrundlag.
Rusland skal kunne se sine erklærede sikkerhedspolitiske bekymringer behandlet.
Ukraine skal kunne se sin sikkerhed og suverænitet beskyttet.
Europa skal kunne se en ny sikkerhedsstruktur.
USA skal kunne se et Europa, der selv tager større ansvar.
Kina og Indien skal kunne se en rolle for sig selv.
Hvis parterne accepterer rammen, begynder det egentlige diplomatiske arbejde.
Hvis de afviser den, må man spørge hvorfor.
For en seriøs fredsproces skal ikke bygges på illusionen om, at én side kan få alt.
Den skal bygges på erkendelsen af, at alle sider skal kunne leve med resultatet.
20. Europa ved en historisk skillevej
Verden står et farligt sted.
Den internationale orden er under forandring. Stormagter konkurrerer. Alliancer ændres. Økonomiske afhængigheder bliver til sikkerhedspolitiske spørgsmål. Krige, der engang syntes geografisk fjerne, påvirker nu energi, fødevarepriser, industri og menneskers hverdag over hele Europa.
Og midt i dette står Ukraine.
Det ukrainske folk har lidt nok.
Det russiske folk har også krav på en fremtid, hvor deres hverdag ikke defineres af permanent krig, isolation og konfrontation.
Ingen af Europas folk bør acceptere, at den næste generation skal vokse op med en permanent militærfront gennem kontinentet.
Den angst og nedslående tilstand, som har bredt sig i Europa, må afløses af en sikkerhedsstruktur, hvor stater igen begynder at tale med hinanden, og hvor samarbejde og samhandel igen bliver en del af Europas politiske sprog.
Det kræver ikke svaghed.
Det kræver styrke.
Det kræver mod.
Det kræver pragmatisme.
Det kræver sund fornuft.
Og det kræver, at den viden, Europa allerede har om diplomati, sikkerhed, økonomi og menneskelig sameksistens, omsættes til handling.
En ny begyndelse
Siden 1945 har Europa lært, at tidligere fjender kan blive handelspartnere.
At grænser kan blive åbne.
At mennesker, der har kæmpet mod hinanden, kan arbejde sammen.
At økonomisk integration kan skabe en interesse i fred.
At institutioner kan gøre konflikter håndterbare.
Den erfaring må ikke gå tabt.
Den kommende europæiske fredsorden bør derfor ikke alene handle om, hvordan man stopper den nuværende krig.
Den bør handle om, hvordan man forhindrer den næste.
Ukraine skal være sikkert.
Rusland skal have en vej tilbage til fredelig sameksistens.
Europa skal kunne forsvare sig selv.
NATO skal moderniseres, ikke nødvendigvis opløses.
USA skal forblive en vigtig partner, men Europa skal kunne stå på egne ben.
Kina og Indien skal inddrages.
Türkiye skal være brobygger.
Handel og menneskelig kontakt skal genopbygges.
Og et permanent NATO–EU–Rusland-råd i Finland skal sikre, at fremtidige kriser mødes ved et forhandlingsbord, før de mødes på slagmarken.
Det er tid til at vise, at diplomati ikke er svaghed.
Diplomati er evnen til at finde den vej, hvor styrke, sikkerhed og kompromis kan eksistere samtidig.
Europa behøver ikke vælge mellem sikkerhed og fred.
Det skal skabe en fred, der bygger på sikkerhed.
Og Europa behøver ikke vælge mellem Rusland og Ukraine som mennesker.
Det skal skabe en fremtid, hvor ukrainere og russere igen kan leve, handle, rejse og samarbejde uden at være fanget i en endeløs spiral af frygt.
Krigen må ophøre.
Den europæiske eskalation må ophøre.
Og både det ukrainske og det russiske folk fortjener at vågne til en lysere hverdag — med sikkerhed, værdighed, arbejde, handel, familier, der kan mødes, og en tro på, at morgendagen kan blive bedre end dagen i dag.
Den åbne dør er ikke en invitation til at glemme.
Den er en invitation til at begynde igen.
Vidmerking:Skriva ÓML og gjøgnumgonngd ChtGPT AI
