En europæisk diplomatisk doktrin for fred, sikkerhed og en ny europæisk orden
Óli M. Lassen
Fra Europas længste krig siden 1945 til en ny sikkerhedsorden
Europa står ved et historisk vendepunkt.
Krigen mellem Rusland og Ukraine kan ikke afsluttes alene gennem militær styrke, territoriale kort eller en våbenhvile, der efter få år bryder sammen. Hvis Europa skal opnå en varig fred, må man skabe en sikkerhedsorden, hvor Rusland ikke længere føler sig truet af en stadig fremrykkende militær blok, hvor Ukraine ikke igen kan blive angrebet, og hvor Europas lande selv er i stand til at forsvare deres territorium.
Det kræver en ny europæisk diplomatisk tænkning.
Denne tænkning må bygge på en enkel erkendelse:
Ingen varig europæisk fred kan skabes imod Europas geografi, imod Ukraines sikkerhedsbehov eller uden Rusland. Men heller ikke uden Ukraine, imod Ukraines befolkning eller på bekostning af de europæiske staters ret til selv at bestemme deres sikkerhed.
Det er derfor nødvendigt at tænke sikkerhed, økonomi, energi, handel, forsvar, diplomati og menneskelige relationer som ét samlet system.
Det er den holistiske tilgang.
I. Europa skal kunne forsvare Europa
Det transatlantiske bånd skal ikke brydes.
NATO skal ikke opløses.
Men NATO skal reorganiseres.
I årtier har USA båret en uforholdsmæssig stor del af Europas militære byrde. Den historiske ordning er under forandring. Europa må derfor opbygge en sikkerhedskapacitet, som kan fungere, også hvis USA i fremtiden ønsker at reducere sin militære tilstedeværelse på det europæiske kontinent.
Dette er ikke et opgør med USA.
Det er en europæisk modningsproces.
NATO bør derfor udvikles til en alliance, hvor den europæiske søjle bliver reelt selvbærende.
Der bør etableres en stærk europæisk central militær kommando inden for NATO’s samlede kommandostruktur, understøttet af en fælles europæisk efterretningskapacitet, fælles situationsforståelse, satellitkapacitet, cyberforsvar, luftforsvar, logistiske systemer og strategisk transport.
Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Polen, Finland, Italien, Spanien, de nordiske lande, Baltikum og de øvrige europæiske allierede råder tilsammen over en enorm industriel, økonomisk og militær kapacitet.
Den skal organiseres.
NATO’s udvikling i 2026 viser allerede retningen: europæiske allierede har fået større ansvar i alliancens operative kommandostruktur, og Storbritannien, Italien, Tyskland og Polen indtager centrale europæiske kommandofunktioner. NNATO
Den næste fase må være at gøre denne europæiske kapacitet så sammenhængende, at Europa kan forsvare Europa.
II. Nationalstaterne skal kunne bevogte deres egne grænser
Et stærkt europæisk forsvar betyder ikke, at nationalstaterne skal forsvinde.
Tværtimod.
Polen skal kunne forsvare Polen.
Finland skal kunne forsvare Finland.
Tyskland skal kunne forsvare Tyskland.
Frankrig skal kunne forsvare Frankrig.
Storbritannien skal kunne forsvare Storbritannien.
Og de mindre europæiske lande skal kunne stole på, at deres naboer har kapacitet til at hjælpe dem.
Et europæisk forsvar skal derfor bygges nedefra og op:
national forsvarsevne → regional koordinering → europæisk militær kapacitet → NATO’s samlede afskrækkelse.
Det vil gøre Europa mindre sårbart over for amerikanske politiske skift og samtidig gøre NATO stærkere.
Den amerikanske sikkerhedsgaranti skal ikke erstattes af europæisk hjælpeløshed.
Den skal suppleres af europæisk styrke.
III. Ukraine må aldrig igen blive en ubeskyttet bufferstat
Ukraine skal have retten til at eksistere som en stærk, suveræn og økonomisk levedygtig stat.
Hvis Ukraine som led i en fredsaftale accepterer permanent neutralitet og ikke-medlemskab af NATO, må dette derfor aldrig blive ensbetydende med demilitarisering eller forsvarsløshed.
Et neutralt Ukraine skal være et beskyttet Ukraine.
Det skal have:
- en stærk national forsvarsstyrke,
- moderne luft- og missilforsvar,
- territorialforsvar,
- adgang til europæisk våbenteknologi,
- efterretningssamarbejde,
- en stærk forsvarsindustri,
- internationale sikkerhedsgarantier,
- og en mekanisme, der automatisk udløser konkrete reaktioner ved et nyt angreb.
En fredsaftale må derfor ikke være et stykke papir, som Ukraine står alene med.
Den skal være indlejret i en international sikkerhedsstruktur.
En europæisk-ledet multinational styrke kan spille en central rolle i overgangsfasen. En sådan idé ligger ikke længere kun på det teoretiske plan: Coalition of the Willing har allerede arbejdet med en europæisk-ledet multinational styrke og med bindende forpligtelser, der kan omfatte militære kapaciteter, efterretninger, logistik og nye sanktioner ved et fremtidigt russisk angreb. CConsilium
IV. Rusland skal tilbydes en vej tilbage
En fredsorden kan ikke bygge på permanent isolation af det russiske folk.
Der skal skelnes mellem den russiske regering, dens handlinger og det russiske folk.
Europa bør derfor sige klart til Ruslands befolkning:
Døren til Europa er åben.
Men døren åbnes gennem fred.
Når en bindende fredsaftale er indgået, når russiske styrker har forladt ukrainsk territorium i overensstemmelse med aftalen, og når aftalens sikkerhedsbestemmelser overholdes, skal der begynde en gradvis normalisering.
Sanktioner skal kunne ophæves trinvis.
Diplomatiske forbindelser skal genoprettes.
Kulturelle forbindelser skal genåbnes.
Transportforbindelser skal genopbygges.
Handel skal genoptages.
Energi- og industrisamarbejde skal kunne genoptages på nye, mere robuste og diversificerede vilkår.
Europæiske virksomheder, som ønsker at vende tilbage til Rusland, skal kunne gøre det, hvor lovgivningen, sikkerhedshensynene og fredsaftalen tillader det.
Det russiske folk skal ikke dømmes til permanent europæisk isolation.
Målet må være det modsatte:
Rusland skal igen kunne blive en integreret del af et fredeligt europæisk økonomisk og kulturelt system.
V. Samhandel er ikke naivitet – det er sikkerhedspolitik
Europa må samtidig lære af fortiden.
Fredelig handel skaber ikke automatisk fred.
Men fravær af handel, kommunikation og menneskelig kontakt kan gøre mistillid permanent.
Derfor bør den europæiske fredsorden bygge på en ny form for gensidig afhængighed.
Europa skal kunne handle med Rusland.
Rusland skal kunne handle med Europa.
Ukraine skal kunne handle med begge.
Belarus skal, når de politiske og sikkerhedsmæssige forhold tillader det, kunne integreres i den samme europæiske handelsstruktur.
Samtidig skal Europa aldrig igen gøre sig kritisk afhængigt af én enkelt energileverandør.
Det er forskellen mellem samhandel og afhængighed.
Europa skal kunne købe russisk energi, hvor det efter en fredsaftale er økonomisk og strategisk hensigtsmæssigt, men samtidig have alternative leverandører, lagre, LNG, vedvarende energi, atomkraft, norsk energi og andre forsyningskilder.
Det er ikke nødvendigt at vælge mellem russisk energi og europæisk energisikkerhed.
Det nødvendige er at sikre, at ingen leverandør kan bruge Europas energiforsyning som politisk våben.
I dag er denne diskussion blevet vanskeligere, fordi EU i 2026 har vedtaget en lovgivningsmæssig udfasning af russisk gas frem mod 2027, mens lande som Slovakiet og Ungarn fortsat har været stærkt afhængige af russisk energi. RReuters
En fremtidig fredsordning bør derfor ikke mekanisk genoprette fortidens afhængighed.
Den bør skabe kontrolleret, diversificeret og gensidigt fordelagtig energihandel.
VI. Ukraine skal kunne acceptere freden uden at føle sig besejret
Dette er fredsplanens vanskeligste balance.
Rusland skal kunne se aftalen som en løsning på væsentlige sikkerhedspolitiske problemer.
Men Ukraine skal kunne se aftalen som en vej til sikkerhed og selvstændighed – ikke som en kapitulation.
Derfor bør Ukraine ikke tvinges til ensidigt at afstå territorium som betingelse for fred.
Der kan skabes praktiske ordninger omkring omstridte områder, mens den endelige juridiske status udskydes.
Krim kan eksempelvis indgå i en ordning om:
- fri civil bevægelighed,
- handel,
- havne,
- transport,
- energi,
- civil administration,
- familiekontakt
- og økonomisk sameksistens,
uden at en sådan praktisk ordning i sig selv afgør den endelige folkeretlige status.
Det samme princip kan anvendes andre steder.
Man behøver ikke løse alle territoriale spørgsmål juridisk på fredens første dag for at skabe fredens første dag.
VII. Autonomi er ikke løsrivelse
Hvis Donetsk eller andre områder får en særlig autonom status, skal det være inden for den statslige ramme, som parterne aftaler.
Autonomi betyder selvstyre.
Det betyder ikke automatisk uafhængighed.
Det kan omfatte:
- sprog,
- kultur,
- uddannelse,
- lokal administration,
- økonomi,
- lokale institutioner.
Russisktalende ukrainere skal kunne leve med deres sprog og kultur uden at være politisk gidsel for Moskva.
Samtidig skal Rusland ikke have ret til at kontrollere Ukraines indre politik gennem disse ordninger.
Det er afgørende:
Mindretalsbeskyttelse skal være internationalt garanteret – ikke russisk kontrolleret.
VIII. En ny sikkerhedszone i Europa
Rusland har i årtier hævdet, at NATO’s militære tilstedeværelse tæt på russisk territorium skaber en sikkerhedsrisiko.
Europa behøver ikke acceptere alle dele af denne russiske fortolkning for at tage problemet alvorligt.
Derfor bør en ny europæisk sikkerhedstraktat indeholde gensidige begrænsninger på:
- store militærøvelser,
- permanente militære installationer,
- visse offensive våbensystemer,
- hurtige styrkeopbygninger,
- og uvarslede militære bevægelser.
Hvor geografien tillader det, kan der etableres demilitariserede eller militært begrænsede zoner.
En model med eksempelvis 100 kilometer på hver side kan være et muligt udgangspunkt for forhandlingerne i relevante områder.
Men tallet skal ikke være helligt.
Det skal forhandles.
Det afgørende er princippet:
Ruslands grænser skal ikke opleve permanent offensiv militær opbygning, og Ukraine må aldrig igen efterlades som en ubeskyttet bufferzone.
IX. NATO–EU–Rusland-rådet i Finland
Der bør etableres et permanent NATO–EU–Rusland-råd med sæde i Finland.
Finland er et symbolsk og geografisk oplagt sted.
Rådet skal ikke være en ceremoniel samtaleklub.
Det skal være en institution med reel funktion.
Det skal blandt andet overvåge:
- militære øvelser,
- grænseforhold,
- militære styrker,
- aftaler om våbensystemer,
- mindretalsrettigheder,
- handelsforbindelser,
- energiforsyning,
- transport,
- cybersikkerhed,
- hændelser i Østersøen og Sortehavet,
- og overholdelsen af fredsaftalens bestemmelser.
Rådet skal være stedet, hvor problemer løses, før de bliver til kriser.
Det skal være Europas permanente sikkerhedspolitiske telefonlinje.
X. Tyrkiet skal være fredens vært
Selve fredsforhandlingerne bør foregå i Tyrkiet.
Tyrkiet har noget, som få andre lande besidder:
- NATO-medlemskab,
- direkte forbindelser til Rusland,
- direkte forbindelser til Ukraine,
- adgang til Sortehavet,
- erfaring som vært for tidligere russisk-ukrainske forhandlinger,
- og en strategisk interesse i stabilitet omkring Sortehavet.
Tyrkiet skal derfor ikke blot stille lokaler til rådighed.
Ankara bør være vært, facilitator og medforhandler.
Istanbul kan blive stedet, hvor Europas nye sikkerhedsorden bliver forhandlet.
Tyrkiet har allerede været vært for direkte russisk-ukrainske forhandlinger og har i 2026 fortsat tilbudt at genstarte dialogen. RReuters+1
XI. Hvem skal sidde ved bordet?
Fredsaftalen skal først og fremmest forhandles af:
Ukraine og Rusland.
Men de kan ikke stå alene.
USA skal være med.
Frankrig, Tyskland, Storbritannien og Polen skal være med.
Finland og de øvrige europæiske lande skal have en stemme.
Tyrkiet skal være vært og medforhandler.
Kina og Indien skal inddrages.
Andre store ikke-vestlige magter kan bidrage.
BRICS-landene og EU kan have roller som deltagere, observatører, økonomiske bidragydere eller garanter afhængigt af det konkrete emne.
Men princippet bør være klart:
Ukraine og Rusland skal eje fredsforhandlingen. De øvrige lande skal gøre freden mulig – ikke diktere den.
XII. Kina og Indien skal vælge mellem passivitet og medansvar
Kina og Indien er ikke europæiske magter.
Men de er globale magter.
De har forbindelser til Rusland, enorme økonomiske interesser i Europa og betydelig indflydelse på den fremtidige verdensorden.
Derfor bør Europa stille et konstruktivt spørgsmål:
Vil I være med til at skabe fred i Europa?
Hvis svaret er ja, skal Europa være villig til at arbejde sammen med dem.
Hvis svaret er nej, må Europa være villig til at reducere strategiske afhængigheder.
Det gælder også Kina.
Handel skal fortsætte, men Europa må ikke gøre sig så afhængig af kinesiske forsyningskæder, at økonomisk afhængighed underminerer europæisk sikkerhedspolitik.
Målet er ikke økonomisk krig med Kina.
Målet er europæisk strategisk autonomi.
XIII. De 30 garantistater og den globale genopbygning
Et neutralt Ukraine skal ikke beskyttes af et løfte fra én stormagt.
Det skal beskyttes af en koalition.
En international ordning med omkring 30 garantistater kan derfor være grundlaget for Ukraines fremtidige sikkerhed.
Disse stater skal påtage sig juridisk og politisk bindende forpligtelser, som kan omfatte:
- militær støtte,
- efterretninger,
- luftforsvar,
- ammunition,
- logistisk støtte,
- økonomiske sanktioner,
- cyberforsvar,
- diplomatisk støtte
- og i sidste instans militære kapaciteter.
Samtidig bør omkring 50 lande kunne bidrage til Ukraines genopbygning.
Det skal ikke blot være genopbygning af bygninger.
Det skal være genopbygning af et moderne europæisk land:
jernbaner, havne, energisystemer, boliger, hospitaler, skoler, industri, landbrug, digitale systemer og civilsamfund.
Ukraine skal ikke bare overleve krigen.
Ukraine skal komme ud af krigen som en af Europas mest moderne og velstående økonomier.
XIV. Genopbygningen skal være Europas største fredsprojekt siden 1945
Marshallplanen ændrede Europas historie efter Anden Verdenskrig.
Ukraine bør blive det næste store europæiske genopbygningsprojekt.
Men denne gang skal Rusland ikke nødvendigvis stå udenfor.
Når Rusland overholder fredsaftalen, bør russiske virksomheder på lovlig vis kunne deltage i bestemte internationale projekter.
Ukrainske virksomheder skal kunne handle med Rusland.
Europæiske virksomheder skal kunne handle med begge.
Belarus skal på længere sigt kunne bringes ind i den samme økonomiske struktur.
Målet skal være at skabe et økonomisk netværk, hvor krig bliver mindre attraktivt, fordi fred giver adgang til langt større velstand.
XV. Den russiske befolkning skal have noget at vinde
En fredsaftale skal ikke kun være en liste over ting, Rusland skal opgive.
Den skal også være en liste over ting, Rusland kan få tilbage.
Hvis Rusland:
- trækker sine styrker ud,
- accepterer Ukraines suverænitet,
- overholder sikkerhedsaftalen,
- respekterer de aftalte ordninger for Ukraine,
- og ophører med aggression,
så skal Rusland kunne få:
handel tilbage.
investeringer tilbage.
kulturelle forbindelser tilbage.
rejsemuligheder tilbage.
energisamarbejde tilbage.
internationale forbindelser tilbage.
Det er ikke en belønning for krig.
Det er fredens økonomiske udbytte.
Og det skal kommunikeres direkte til det russiske folk.
Ikke som propaganda.
Men som et ærligt valg:
Isolation eller integration. Konfrontation eller handel. Militær blokdannelse eller europæisk sikkerhed.
XVI. Den åbne dør skal også være åben for Belarus
Belarus må ikke glemmes.
Et fremtidigt europæisk sikkerhedssystem må ikke blot skabe en ny russisk-ukrainsk grænsekonflikt.
Belarus skal på længere sigt kunne bevæge sig ind i et europæisk økonomisk og sikkerhedsmæssigt samarbejdssystem, hvis dets politiske udvikling gør det muligt.
Belarus, Ukraine og Rusland er historisk, geografisk og økonomisk forbundet med Europa.
Det betyder ikke, at deres regeringer skal diktere Europas politik.
Det betyder, at deres befolkninger ikke bør være permanent afskåret fra europæisk handel, kultur og menneskelig kontakt.
XVII. Fred kræver en balance mellem indrømmelser og afskrækkelse
Dette er ikke en fredspolitik baseret på naiv tillid.
Den bygger på verificerbar tillid.
Europa skal tilbyde meget vidtgående indrømmelser:
- ukrainsk neutralitet,
- en ny europæisk sikkerhedsstruktur,
- militære begrænsninger,
- praktiske ordninger omkring Krim,
- autonomiordninger,
- gradvis ophævelse af sanktioner,
- genoptagelse af handel,
- energisamarbejde,
- normalisering af diplomatiske forbindelser.
Men Rusland skal samtidig give tilsvarende indrømmelser:
- tilbagetrækning fra ukrainsk territorium,
- respekt for Ukraines suverænitet,
- accept af Ukraines stærke nationale forsvar,
- accept af internationale garantier,
- accept af overvågning,
- og bindende forpligtelse til ikke at angribe Ukraine igen.
Hvis Moskva accepterer denne ramme, åbnes døren.
Hvis Moskva afviser den, må Europa ikke stå tilbage uden et alternativ.
Ukraine skal i så fald styrkes.
Europas forsvar skal styrkes.
NATO skal styrkes.
Den europæiske forsvarsindustri skal accelerere.
Og de økonomiske relationer til lande, der aktivt underminerer Europas sikkerhed, må revurderes.
XVIII. Hvis Ukraine siger nej
Denne model kan heller ikke påtvinges Ukraine.
Det ukrainske folk skal kunne se en klar gevinst.
De skal ikke opleve, at de har kæmpet en krig for derefter at blive fortalt, at andre stater har besluttet deres fremtid.
Ukraine skal derfor selv godkende:
- neutralitetsordningen,
- autonomiordninger,
- sikkerhedsgarantierne,
- de militære begrænsninger,
- og de praktiske territoriale arrangementer.
Den europæiske opgave er at skabe en aftale, som er så sikker og økonomisk attraktiv, at Ukraine kan vælge fred uden at føle, at landet har opgivet sin fremtid.
Det er afgørende.
Fred skal være et ukrainsk valg – ikke en europæisk ordre.
XIX. Et nyt Europa
Det Europa, der kan komme ud af denne proces, vil være anderledes end Europa før krigen.
Det vil være:
- militært stærkere,
- mindre afhængigt af USA,
- mere samlet,
- mere energimæssigt diversificeret,
- mere industrielt selvforsynende,
- mere strategisk selvbevidst,
- men stadig transatlantisk forbundet.
NATO vil fortsat eksistere.
USA vil fortsat være en vigtig allieret.
Men Europa vil ikke længere være afhængigt af, at Washington til enhver tid ønsker at være Europas primære sikkerhedsmagt.
Det er ikke en svækkelse af alliancen.
Det kan blive dens mest grundlæggende modernisering siden Den Kolde Krigs afslutning.
XX. Fra fjendebilleder til europæisk sameksistens
Europa har brug for en ny politisk fortælling.
Rusland skal ikke romantiseres.
Ukraine skal ikke romantiseres.
USA skal ikke romantiseres.
Europa skal heller ikke romantiseres.
Alle stater har interesser.
Alle stormagter har magtpolitiske hensyn.
Alle sikkerhedsordninger skal derfor bygge på kontrol, gensidighed og verificering.
Men mennesker er ikke stater.
Russere er ikke Kreml.
Ukrainere er ikke deres regeringer.
Europæere er ikke deres regeringer.
Den langsigtede fred opstår først, når mennesker igen kan mødes.
Studerende kan rejse.
Forskere kan samarbejde.
Familier kan besøge hinanden.
Virksomheder kan handle.
Ingeniører kan bygge.
Kunstnere kan optræde.
Turister kan rejse.
Arbejdstagere kan mødes.
Det er sådan fjendebilleder langsomt bliver til naboskab.
Samhandel er ikke fred i sig selv. Men fred uden samhandel, kommunikation og menneskelig kontakt bliver let en våbenhvile uden fremtid.
XXI. Den historiske mulighed
Efter 1945 byggede Europa en orden, der gjorde tidligere fjender til handelspartnere.
Efter Den Kolde Krig blev denne orden udvidet mod øst.
Krigen i Ukraine har vist, at den europæiske sikkerhedsorden ikke længere fungerer.
Men sammenbruddet behøver ikke være Europas endestation.
Det kan blive begyndelsen på en ny orden.
En orden, hvor Europa kan forsvare sig selv.
Hvor NATO bevares, men moderniseres.
Hvor Rusland ikke får ret til at dominere sine naboer, men heller ikke dømmes til permanent isolation.
Hvor Ukraine er stærkt, suverænt og beskyttet.
Hvor Belarus og Rusland på længere sigt kan vende tilbage til europæisk handel og menneskelig kontakt.
Hvor Kina og Indien opfordres til at tage ansvar for global stabilitet.
Hvor Tyrkiet bliver brobygger mellem øst og vest.
Hvor EU bliver en geopolitisk aktør.
Og hvor USA stadig er Europas allierede, men ikke længere Europas eneste sikkerhedsgaranti.
Konklusion: Den åbne dør
Europa må nu vælge mellem to fremtider.
Den ene er en permanent konfrontation:
et oprustet Rusland, et befæstet Ukraine, et militariseret Østeuropa, et splittet NATO, et stadig mere usikkert transatlantisk forhold og en økonomisk verden opdelt i fjendtlige blokke.
Den anden er vanskeligere.
Den kræver mod.
Den kræver indrømmelser.
Den kræver kontrol.
Den kræver, at Rusland får en vej tilbage.
Den kræver, at Ukraine får sikkerhed uden at blive reduceret til en bufferstat.
Den kræver, at Europa selv tager ansvaret for sin sikkerhed.
Den kræver, at USA accepterer et Europa, der står mere på egne ben.
Den kræver, at Kina og Indien tager medansvar.
Og den kræver, at europæerne forstår, at sikkerhed ikke kun skabes med våben.
Sikkerhed skabes også gennem handel, energi, institutioner, mennesker, diplomati og gensidig afhængighed.
Derfor bør Europa tilbyde Rusland noget, som ikke blot er et krav om tilbagetrækning.
Europa bør tilbyde Rusland en vej tilbage til Europa.
Men døren skal stå åben på europæiske betingelser:
Ukraine skal være sikkert. Europa skal være stærkt. Rusland skal respektere sine naboers suverænitet. NATO skal moderniseres. Handelen skal vende tilbage, når freden er reel. Og ingen stat må igen kunne gøre Europa afhængigt af dens velvilje.
Det er ikke en kapitulation.
Det er ikke en ny blokdannelse.
Det er forsøget på at skabe en europæisk sikkerhedsorden, hvor krig igen bliver den dårligste løsning for alle parter.
Det er den åbne dør.
Og måske er det netop sådan, Europa efter den mest alvorlige krise siden 1945 kan begynde at bygge den næste fred
Bemærkning: artiklen er Udarbejdet og gennemgået med brug af AI
