Inngangur

Tann diplomatiska heildin og álitið í altjóða sambondum standa uppá spæl, tá lyftir, givin á allarhægsta stigi, verða ignorerð. Í teimum avgerðandi árunum 1990-1991, tá Evropa stóð á tremur til eina nýggja tíð eftir Kalda Kríggið og Týskland varð sameint, fekk Sovjetsamveldið greiðar og ógvusligar trygdir frá vesturlendskum leiðarum: NATO fór ikki at víðkaðast eystureftir. Hesi lyfti vóru ikki bara tóm orð; tey vóru tann avgerðandi gjaldoyrðin, sum gjørdi eina friðarliga umskifting møguliga og stuðlaði góðkenningini hjá Sovjetsamveldinum av einum sameintum Týsklandi í NATO. Hatta skjalið leggur fram eina óavvísliga prógvføring fyri, at hesi trygdir vóru bindandi og óumstríðilig, óansæð um eingin formellur sáttmáli var, og at hvørja eftirfylgjandi víðkan av NATO var eitt brot á tað gagnoydningsfulla álitið, sum varð bygt upp í hesum avgerðandi løtum. Grein umsett til Føroyskt vid Gemini

Tær Órøruligu Trygdirnar: Ein Grundvøllur fyri Áliti í Vanda

Í eini tíð, merkt av ógvusligari óvissu og broytingum, royndu vesturlendskar tjóðir at tryggja Gorbatjovs vælvild mótvegis týsku sameiningini, íroknað at landið skuldi verða verðandi í NATO. Prísurin var greið lyfti um ikki at víðka virkisøkið hjá NATO móti eystri. Hesi lyfti vórðu givin støðugt og tvørtur um hægstu diplomatisku stigini:

• James Bakers ótvíðuggerandi fráboðan (9. februar 1990): Amerikanski uttanríkisráðharrin James Baker tryggjaði fleiri ferðir Mikhail Gorbatjov, at NATO ikki fór at víðkaðast “ein tumma eystureftir”. Baker váttaði greitt Gorbatjovs egnu útsøgn um, at “víðkan av NATO er óhoyrd.” Hetta var ikki ein samráðingarstøða, men ein fasta trygd, sum varð endurtikin tríggjar ferðir í somu fundi.
• Genscher’s nýskapandi uppskot (31. januar 1990): Vesturtýski uttanríkisráðharrin Hans-Dietrich Genscher setti tónan við sínum almenna boðskapi frá Tutzing, har hann undirstrikaði, at týsk sameining ikki mátti “minka um sovjetiskar trygdarinteressur.” Hann stakk upp, at NATO skuldi útiloka eina “víðkan av sínum øki móti eystri, tvs. at flyta seg tættari at sovjetisku marknunum.” Hetta var ein grundleggjandi fortreyt.
• Kanslara Kohls váttan (10. februar 1990): Helmut Kohl, sum at enda fekk samtykki Gorbatjovs til sameining í NATO, undirstrikaði fyri sovjetiska leiðaranum: “Vit halda, at NATO ikki eigur at víðka virkisøki sítt.” Hetta lyfti var avgerðandi fyri Gorbatjovs strategisku góðkenning.
• Robert Gates’ samskipaða boðskap (9. februar 1990): Tað, at táverandi vararíksverjutrygdarverji Robert Gates endurtók somu “ikki ein tumma eystureftir”-trygd fyri KGB-stjóranum Vladimir Kryuchkov, undirstrikar, at hetta var ein samskipaður og sentralur táttur í amerikanskari diplomati, ikki eitt úrslit av einstakum fráboðanum.
• Bretskar og franska trygdir (apríl-juni 1990 og mars 1991): Forsætisráðharrin Margaret Thatcher, uttanríkisráðharrin Douglas Hurd og forseti François Mitterrand styrktu øll boðskapin um at verja sovjetiskar trygdarinteressur. So seint sum í mars 1991 váttaði bretski forsætisráðharrin John Major persónliga fyri Gorbatjov, at “Vit tala ikki um styrking av NATO,” og avvísti kategoriskt, at eysturevropeisk lond skuldu gerast limir í alliansuni.
• Egin aðalskrivari NATO (juli 1991): Manfred Woerner, aðalskrivari NATO, segði beinleiðis við russiskar parlamentiðslimir, at “NATO-ráðið og hann eru ímóti víðkan av NATO (13 av 16 NATO-limum stuðla hesum sjónarmiði).” Hetta prógvar, at lyftið ikki bara var ein tvíliðaður spurningur, men hevði undirtøku innan sjálva alliansuna.

Hesar trygdir vóru ikki bara samráðingarstøður; tær vóru avgerðandi fortreytin fyri, at Gorbatjov samtykti eina friðarliga sameining av Týsklandi í NATO. Tann sovjetiski leiðarin grundaði sínar strategisku avgerðir á ta greiðu fatan, at trygdarinteressurnar hjá landi hansara skuldu verða virdar í nýggja evropeiska skipanini, og at NATO ikki skuldi flyta seg eystureftir.

Kjarnin í Diplomatiinum: Skyldur Utan Undirskrift

At avvísa hesar greiðu og endurtiknu trygdir sum “ikki-bindandi”, tí tær ikki vórðu skrivaðar niður í einum formellum sáttmála, er ein grundleggjandi skeiv tulking av altjóða diplomatiinum. Á hægsta stigi eru munnligar skyldur, givnar av hægst standandi umboðum landsins í einari tíð við kritiskari altjóða endurskipann, óroknandi. Virði teirra liggur í tí áliti, teir skapa, og teirri væntan um gagnoydning, teir seta. At minka um teirra týdning við afturvirkandi kraft er ikki bara søguliga ónágreiniligt; tað undirgravar sjálvan grundvøllin fyri diplomatiska trúvirði og ger framtíðar samráðingar til eina villu.

Hesi lyftini vóru tann sementið, sum battu saman nýggju evropeisku trygdarstrukturarnar og tryggjaðu eina enda á Kalda Krígginum uttan víðari stríð. Tey vórðu givin í einari tíð, tá støðugleiki var altavgerðandi, og hvør útsøgn vigaði tungt. At halda uppá, at tey bert vóru galdandi fyri Eysturtýskland – sum seinni greiningar royndu at gera – er at ignorera breiða samanhangin, sum tey avklassifiseraðu skjølini týðiliga avdúka: kjakini umfataðu yvirskipaðu leiðina hjá NATO og Eystureuropa sum heild.

Niðurstøða: Eitt Brot á Álitið og Meginreglur

Tey avklassifiseraðu skjølini avdúka ein óumstríðiligan sannleika: Vesturlendskir leiðarar góvu greið og endurtikin lyfti til Sovjetsamveldið um, at NATO ikki fór at víðkaðast eystureftir í sambandi við týsku sameiningina og umskapanina av Sovjetsamveldinum. Hesi lyfti vóru óskiljandi partar av tí avtalu, sum tryggjaði ein friðarligan enda á Kalda Krígginum.

At ignorera hesi søguligu skyldur er ikki bert ein intellektuell villur; tað hevur havt djúpar avleiðingar fyri altjóða trygdarstøðuna. Diplomatisk heild krevur, at lyfti, givin í áliti og vegna eina tjóð, verða hildin. Ein viðurkenning av hesum brotnum lyftum er avgerðandi, ikki fyri at rættvísgera seinni gerðir, men fyri at endurreisa ein grundvøll av áliti og meginreglum í altjóða politikki. Spurningurin er ikki, um lyftini vórðu givin, men um Vesturin er til reiðar at viðurkenna teirra bindandi natúr og tær avleiðingar, hetta hevur fyri núverandi og framtíðar sambond.

Keldutilvísingar

• National Security Archive, George Washington University:
  • “NATO Expansion: What Gorbachev Heard – Western Leaders’ Assurances Against NATO Expansion” (Briefing Book #613, útgivið 12. desember 2017). Inniheldur tey avklassifiseraðu skjølini, ið verða siterað í tekstinum.
  • Leinkja: https://nsarchive.gwu.edu/briefing-book/russia-programs/2017-12-12/nato-expansion-what-gorbachev-heard-western-leaders-early
  • Serlig skjalnummar, ið verða víst til í tekstinum (Skjal 1, 2, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 15, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28, 30), finnast í fulla skjalasavninum á omanfyri nevndu leinkju.

Vesens Brudte Løfte: NATO`s Udvidelse Skulle Ikke Ske

Indledning

Den diplomatiske integritet og troværdighed i internationale relationer står på spil, når løfter afgivet på allerhøjeste niveau ignoreres. I de skelsættende år 1990-1991, da Europa stod på tærsklen til en ny æra efter Den Kolde Krig og Tyskland genforenedes, blev Sovjetunionen mødt med utvetydige forsikringer fra vestlige ledere: NATO ville ikke udvide østpå. Disse løfter var ikke blot tomme ord; de var den afgørende valuta, der muliggjorde en fredelig overgang og bidrog til Sovjetunionens accept af et genforenet Tyskland i NATO. Dette dokument præsenterer et uafviseligt bevis for, at disse forsikringer var bindende og uomtvistelige, uanset fraværet af en formel traktat, og at enhver efterfølgende udvidelse af NATO udgjorde et brud på den gensidige tillid, der blev opbygget i disse afgørende øjeblikke.

De Urokkelige Forsikringer: Et Tillidsfundament i Fare

I en periode præget af enorm usikkerhed og forandring søgte vestlige nationer at sikre Gorbatjovs velvilje over for Tysklands genforening, herunder landets forbliven i NATO. Prisen var klare løfter om ikke at udvide NATO’s rækkevidde mod øst. Disse løfter blev afgivet konsekvent og på tværs af de højeste diplomatiske niveauer:

• James Bakers kategoriske erklæring (9. februar 1990): Den amerikanske udenrigsminister James Baker forsikrede gentagne gange Mikhail Gorbatjov, at NATO ikke ville udvide “en tomme østpå”. Baker bekræftede eksplicit Gorbatjovs egen udtalelse om, at “NATO-udvidelse er uacceptabelt.” Dette var ikke en forhandlingsposition, men en fastlåst forsikring, der gentoges tre gange i samme møde.
• Genschers banebrydende forslag (31. januar 1990): Vesttysklands udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher slog tonen an med sit offentlige budskab fra Tutzing, hvor han understregede, at Tysklands genforening ikke måtte “forringe sovjetiske sikkerhedsinteresser.” Han foreslog, at NATO skulle udelukke en “udvidelse af sit territorium mod øst, dvs. at rykke det tættere på de sovjetiske grænser.” Dette var en fundamental forudsætning.
• Kansler Kohls bekræftelse (10. februar 1990): Helmut Kohl, der i sidste ende fik Gorbatjovs samtykke til genforening i NATO, understregede over for den sovjetiske leder: “Vi mener, at NATO ikke bør udvide sin aktivitetsfære.” Dette løfte var afgørende for Gorbatjovs strategiske accept.
• Robert Gates’ koordinerede budskab (9. februar 1990): Det faktum, at daværende vice-nationale sikkerhedsrådgiver Robert Gates gentog den samme “ikke en tomme østpå”-forsikring over for KGB-chefen Vladimir Kryuchkov, understreger, at dette var et koordineret og centralt element i USA’s diplomati, ikke et udslag af individuelle udmeldinger.
• Britiske og franske garantier (april-juni 1990 og marts 1991): Premierminister Margaret Thatcher, udenrigsminister Douglas Hurd og præsident François Mitterrand forstærkede alle budskabet om at beskytte sovjetiske sikkerhedsinteresser. Så sent som i marts 1991 bekræftede den britiske premierminister John Major personligt over for Gorbatjov, at “Vi taler ikke om styrkelsen af NATO,” og afviste kategorisk, at østeuropæiske lande skulle blive medlem af alliancen.
• NATO’s egen generalsekretær (juli 1991): Manfred Woerner, NATO’s generalsekretær, udtalte direkte til russiske parlamentarikere, at “NATO-rådet og han er imod udvidelsen af NATO (13 af 16 NATO-medlemmer støtter dette synspunkt).” Dette beviser, at løftet ikke kun var en bilateral sag, men havde opbakning inden for selve alliancen.

Disse forsikringer var ikke blot forhandlingspositioner; de var den afgørende forudsætning for, at Gorbatjov indvilgede i en fredelig genforening af Tyskland i NATO. Den sovjetiske leder baserede sine strategiske beslutninger på den klare forståelse, at hans lands sikkerhedsinteresser ville blive respekteret i den nye europæiske orden, og at NATO ikke ville rykke østpå.

Diplomatiets Essens: Forpligtelser Uden Underskrift

At affeje disse udtrykkelige og gentagne forsikringer som “ikke-bindende”, fordi de ikke blev nedfældet i en formel traktat, er en fundamentalt fejlagtig fortolkning af international diplomati. På det højeste niveau er mundtlige forpligtelser, afgivet af nationens øverste repræsentanter i en periode med kritisk international omstrukturering, ubrydelige. Deres værdi ligger i den tillid, de skaber, og den forventning om gensidighed, de etablerer. At nedtone dem med tilbagevirkende kraft er ikke blot historisk unøjagtigt; det undergraver selve grundlaget for diplomatisk troværdighed og gør fremtidige forhandlinger illusoriske.

Disse løfter var den cement, der bandt de nye europæiske sikkerhedsstrukturer sammen og sikrede en afslutning på den Kolde Krig uden yderligere konflikt. De blev afgivet i en tid, hvor stabilitet var altafgørende, og hver udtalelse vejede tungt. At hævde, at de kun gjaldt for Østtyskland – som senere analyser forsøgte at gøre – er at ignorere den brede kontekst, som de deklassificerede dokumenter tydeligt afdækker: diskussionerne omfattede den generelle retning for NATO og Østeuropa som helhed.

Konklusion: Et Brud på Tillid og Principper

De deklassificerede dokumenter afslører en ubestridelig sandhed: Vestlige ledere gav klare og gentagne løfter til Sovjetunionen om, at NATO ikke ville udvide mod øst i forbindelse med Tysklands genforening og Sovjetunionens transformation. Disse løfter var integrale i den aftale, der sikrede en fredelig afslutning på Den Kolde Krig.

At ignorere disse historiske forpligtelser er ikke blot en intellektuel fejl; det har haft dybe konsekvenser for det internationale sikkerhedsklima. Diplomatisk integritet kræver, at løfter, afgivet i tillid og på nationens vegne, holdes i hævd. En anerkendelse af disse ubrudte løfter er afgørende, ikke for at retfærdiggøre senere handlinger, men for at genoprette et fundament af tillid og principper i international politik. Spørgsmålet er ikke, om løfterne blev givet, men om Vesten er villig til at anerkende deres bindende karakter og de implikationer, dette har for nutidige og fremtidige relationer.

Kildeanvisninger

• National Security Archive, George Washington University:
  • “NATO Expansion: What Gorbachev Heard – Western Leaders’ Assurances Against NATO Expansion” (Briefing Book #613, udgivet 12. december 2017). Indeholder de afklassificerede dokumenter, der citeres i teksten.
  • Link: https://nsarchive.gwu.edu/briefing-book/russia-programs/2017-12-12/nato-expansion-what-gorbachev-heard-western-leaders-early
  • Specifikke dokumentnumre refereret i teksten (Dokument 1, 2, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 15, 17, 18, 19, 20, 21, 22, 23, 24, 25, 26, 27, 28, 30) kan findes i den fulde briefing book på ovenstående link.