Ein nýggjur og álvarsamur vandi í Norðurhøvum
Noreg hevur tikið uppaftur framleiðslu av alitoski, hóast lívfrøðiligar ávaringar eru greiðar: Hetta kann gerast eitt av størstu inntrivunum í havøkoskipanina í Norðuratlantshavinum í nýggjari tíð. Vit hava longu sæð, hvat hendi við villum laksastovni, sum í nógvum økjum er næstan horvin. Aling hevur havt beinleiðis neiliga ávirkan gjøgnum genetiskan dálking, sjúkur og av, at alilaksur sleppur úr ringunum og kemur í bland við villaksin.
Reiðarin Óli M. Lassen sigur í stuttari viðtalu við 24fo.news, at toskaaling má steðgast nú – tí annars vendist ikki aftur. Hann sigur, at reiðarafeløg, umhvørvisfelagsskapir, bygdasamfeløg og býir, har fiskivinnan hevur stóran týdning, mugu steðga hesum ørskapinum. “Hetta er ikki bert ein vinnuligur spurningur – hetta er ein spurningur um framtíðina hjá einum av týdningarmestu stovnum í Norðurhøvum,” sigur Óli M. Lassen.
Genetiskur dálkingarvandi: Alitoskur kann veikja stovnin
Gransking vísir, at toskur, sum verður aldur í tættum aliumhvørvi, skjótt missir náttúrligar eginleikar. Hetta fevnir um:
- Veikari mótstøðu móti sjúkum
- Broytta kropsbygging og minni vøddakraft
- Lækkaðan førleika at yvirliva í villum umhvørvi
- Óynsktar genetiskar broytingar, sum kunnu breiða seg
Um alitoskur sleppur út og blandar seg við villan tosk, kann hetta broyta stovnin fyri alla framtíð. Hetta er júst tað, sum hendi við laksinum – og tað má ikki endurtakast.
Sjúkur og smittuvandi: Ein óstýriligur trupulleiki
Toskaaling hevur longu víst seg at hava trupulleikar við bakterium, parasittum og stress-relateraðum sjúkum. Hesir smittuberarar fara ikki at halda seg inni í aliringunum – teir fara út í fjørðir og opið hav, har villur toskur ferðast og gýtur.
Veiða kann stýrast.
Genetiskur og biologiskur skaði kann ikki endurreisast.
Vandin fyri kollapsi er veruligur
Villur toskur er longu undir trýsti av havhita, broyttum havumhvørvi og søguligari yvirveiði. At leggja eina nýggja, ókannaða og risikofulla vinnu omaná kann verða tað, sum ger enda á toskastovninum.
Eitt kollaps hevði havt altjóða avleiðingar – frá Bretlandi til Grønland, Ísland og frá Noregi, Russland og til Føroyar.
Altjóða ábyrgd: Bann má setast nú
Toskastovnurin gongur tvørtur um mørk, og tí er hetta ein felags ábyrgd. EU, Noreg, Bretland, Norðurlond og Russland mugu:
- Seta fullt bann fyri toskaaling
- Steðga allari gransking og øllum verkætlanum
- Samstarva um at verja villan tosk sum ein altjóða kjarnustovn
Hetta má gerast í ár, um stovnurin ikki skal fara fyri bakka.
Cod Farming Must Be Stopped
Norway has begun cod farming – and this could become an environmental disaster for the wild North Atlantic cod
A new and serious threat in the North Atlantic
Norway has resumed industrial production of farmed cod, despite clear biological warnings. This could become one of the most damaging interventions in the North Atlantic marine ecosystem in modern times. We have already seen what happened to the wild salmon stocks, which in many regions are now almost gone. Salmon farming has had a direct negative impact through genetic pollution, disease, and large-scale escapes where farmed salmon mix with wild populations.
Faroese shipowner Óli M. Lassen says in a short interview with 24fo.news that cod farming must be stopped now — because once the damage is done, it cannot be reversed. He stresses that shipowners’ associations, environmental organisations, local communities and towns that depend on fisheries must put an end to this madness. “This is not just a business issue — it is a question about the future of one of the most important stocks in the North Atlantic,” Lassen says.
Genetic pollution: Farmed cod can weaken the wild stock
Research shows that cod raised in dense aquaculture conditions rapidly loses natural traits. This includes:
- Reduced resistance to disease
- Altered body shape and reduced muscle strength
- Lower survival ability in the wild
- Undesirable genetic changes that can spread
If farmed cod escape and mix with wild cod, the damage to the genetic integrity of the stock can last for generations — or forever. This is exactly what happened with salmon, and it must not be repeated.
Disease and parasite pressure: A problem that cannot be controlled
Cod farming has already shown serious problems with bacterial infections, parasites, and stress‑related diseases. These pathogens do not stay inside the cages — they spread into fjords and open waters where wild cod migrate and spawn.
Fishing pressure can be regulated.
Genetic and biological damage cannot be undone.
The risk of collapse is real
Wild cod is already under pressure from warming seas, changing ocean conditions, and historical overfishing. Adding a new, untested and high‑risk industry on top of this could be what finally breaks the stock.
A collapse would have international consequences — from the UK to Greenland, Iceland, Norway, Russia and the Faroe Islands.
International responsibility: A ban must be imposed now
The cod stock crosses borders, and therefore the responsibility is shared. The EU, Norway, the United Kingdom, the Nordic countries and Russia must:
- Impose a full ban on cod farming
- Halt all research and all ongoing projects
- Cooperate to protect wild cod as a key international stock
This must happen this year, if the stock is to be saved from irreversible decline.
Torskefarming må stoppes
En videnskabelig vurdering af de økologiske, genetiske og sygdomsrelaterede risici, der truer den vilde torsk i Nordatlanten
Introduktion: En hastigt voksende miljøtrussel
Norge har genoptaget industriel produktion af opdrættet torsk i et omfang, der ikke er set siden begyndelsen af 2000’erne. Denne udvidelse sker på trods af klare biologiske advarsler om, at torskeopdræt udgør alvorlige risici for de vilde torskebestande og hele det nordatlantiske havøkosystem. I 2021 havde Norge otte aktive torskeopdræt, der producerede 6.500 tons torsk — et tal, der forventes at stige markant i de kommende år.
Erfaringerne fra lakseopdræt er entydige: genetisk forurening, sygdomsspredning og omfattende undslip har ødelagt vilde laksebestande i store dele af Nordatlanten. Torskeopdræt indebærer de samme risici — men for en art, der er biologisk mere kompleks, økologisk mere central og langt vigtigere for havets fødekæder.
Den færøske reder Óli M. Lassen advarer i et interview med 24fo.news om, at torskeopdræt må stoppes øjeblikkeligt: “Hvis dette fortsætter, kan skaderne ikke gøres om. Rederiforeninger, miljøorganisationer og kystsamfund må stoppe dette vanvid. Det her handler ikke kun om erhverv — det handler om fremtiden for en af de vigtigste bestande i Nordatlanten.”
- Genetisk forurening: En dokumenteret og irreversibel trussel
Opdrættet torsk mister naturlige egenskaber på få generationer
Forskning viser, at torsk, der opdrættes i tætte anlæg, hurtigt mister naturlige egenskaber, herunder:
- Nedsat modstandskraft mod sygdomme
- Ændret kropsform og reduceret muskelstyrke
- Svækket overlevelsesevne i naturen
- Øget forekomst af uønskede genetiske mutationer
FAO‑tilknyttede studier advarer om, at undsluppen opdrætstorsk kan blande sig med vilde bestande over hele Nordatlanten — fra Grønland til Barentshavet og ned til Biscayen.
Indkrydsning kan permanent svække den vilde bestand
I modsætning til fiskeri, som kan reguleres, er genetisk forurening irreversibel. Når opdrætstorsk blander sig med vilde bestande, udvandes den genetiske robusthed, som er udviklet gennem tusinder af år. Det gør bestanden mindre modstandsdygtig over for sygdomme, klimaændringer og økologiske forstyrrelser.
Dette er præcis, hvad der skete med laksen — og det må ikke gentage sig.
- Sygdomsspredning: En voksende og dårligt kontrolleret risiko
Torskeopdræt øger sygdomspresset
Det norske Veterinærinstitut rapporterer, at torskeopdræt kræver nye overvågningssystemer, fordi sygdomme let spreder sig mellem opdrætstorsk, andre opdrættede arter og vilde fisk.
De største sygdomsrisici omfatter:
- Bakterielle infektioner
- Parasitter
- Stressrelateret immunsvækkelse
- Temperaturfølsomme sygdomme, forværret af klimaforandringer
En undersøgelse fra 2023 i Frontiers in Marine Science viser, at stigende havtemperaturer yderligere svækker opdrætstorskens immunforsvar og øger risikoen for sygdomsudbrud, som kan sprede sig til vilde bestande.
Undsluppen torsk fungerer som sygdomsbærere
Opdrætstorsk, der slipper ud, kan bringe sygdomme direkte ind i vilde gydeområder. Da torsk vandrer over store afstande og krydser landegrænser, bliver sygdomsspredning et internationalt problem — ikke et lokalt.
- Økologiske konsekvenser: Opdræt truer hele havets fødekæde
Torsk er en nøgleart
Torsk er ikke blot en kommerciel fisk. Den er en topprædator, der regulerer bestande af mindre fisk og krebsdyr. Svækkes torsken, destabiliseres hele havøkosystemet.
Miljøeffekter dokumenteret allerede i de første opdrætsforsøg
Videnskabelige gennemgange af torskeopdræt viser:
- Genetisk interaktion med vilde bestande pga. undslip
- Sygdomsspredning
- Økologisk forstyrrelse fra foder og affald
- Risiko ved placering af anlæg nær gydeområder
Disse problemer blev dokumenteret allerede i 2007, da torskeopdræt voksede fra under 1.000 tons til over 10.000 tons på blot tre år.
Risiciene er kun blevet større siden.
- Klimaforandringer: En forstærker af alle biologiske risici
Klimaforandringer belaster allerede de vilde torskebestande gennem varmere havvand, ændret fødegrundlag og forskudte gydeområder. Forskning viser, at opdrætstorsk er endnu mere sårbar over for temperaturstigninger.
Det betyder:
- Mere medicinsk behandling
- Hyppigere sygdomsudbrud
- Svækkede undslupne fisk, der spreder sygdomme
Klimaforandringer gør torskeopdræt mindre bæredygtigt — og langt farligere.
- Lærdom fra kollapset af den nordlige torsk
Kollapset af Newfoundland‑torsken i 1990’erne er stadig en af de største fiskerikatastrofer i historien. Forskningen viser, at politisk pres, manglende handling og ignorering af tidlige advarsler var centrale årsager.
Torskeopdræt risikerer at gentage dette mønster — men med genetiske og sygdomsmæssige konsekvenser, der kan forhindre enhver fremtidig genopretning. - Internationalt ansvar: Et koordineret forbud er nødvendigt
Den vilde torsk krydser landegrænser. Derfor er ansvaret fælles.
EU, Norge, Storbritannien, de nordiske lande og Rusland må:
- Indføre et fuldstændigt internationalt forbud mod torskeopdræt
- Stoppe al forskning og alle igangværende projekter
- Forbyde opdræt nær gydeområder
- Etablere fælles overvågning af undslip og sygdomme
- Beskytte den vilde torsk som en kritisk nordatlantisk ressource
Dette må ske nu, inden for det kommende år, hvis bestanden skal reddes fra irreversibelt sammenbrud.
Konklusion: Den videnskabelige dokumentation er overvældende
Torskeopdræt er ikke en bæredygtig industri. Det er et biologisk højrisikoprojekt med potentielt katastrofale konsekvenser for en af Nordatlantens vigtigste arter.
Videnskaben er klar.
Risiciene er dokumenterede.
Konsekvenserne er irreversible.
